Teori

ICDP ifølge Allan Stevn Bach

ICDP (International Child Development Programme) er et program, som er udviklet til at sikre en sund psykologisk udvikling; både den emotionelle og den kognitive udvikling. Programmet anvendes som en struktureret pædagogisk analysemetode med fokus på samspillet mellem f.eks. børn og deres omsorgsgiver. Programmet bygger på den antagelse, at vi gennem en metodik, som dialogformerne, de otte samspilstemaer og de syv sensitiveringsformer tilbyder, kan nå frem til en mere sensitiv forholdemåde. Derudover udvikles der en forøget bevidsthed om egne udviklingsstøttende kommunikationspotentialer. Programmet er udviklet af to norske professorer i psykologi, Karsten Hundeide og Henning Rye.

ICDP-programmet blev først og fremmest udviklet, som et program til stimulering og analyse af samspil mellem barn og omsorgsgiver. Overordnet består programmet af fem hovedkomponenter:


1.       Opfattelse af barnet, definition og redefinition
2.       Tre grundlæggende dialogformer og otte temaer for et godt samspil
3.       Syv principper for sensitivering og bevidstgørelse af omsorgsgiver
4.       Principper for implementering
5.       Udbredelse til sensitiveringsgrupper


De tre første komponenter omfatter samspillet mellem et barn og en professionel omsorgsgiver. De sidste to mere bredt omhandler implementeringen i for eksempel institutioner, skoler i forældregrupper eller på arbejdspladsen.

Opfattelse af barnet, definition og re-definition:


Aktuel forskning viser, at der sammenhæng mellem den opfattelse og definition af barnet fra omsorgsgiveren og den omsorg som barnet får. Viser barnet en sikker kontakt- og tilknytningsadfærd ved at være nysgerrig og interesseret i sin omverden, samt de mennesker der fremstå i den, vil det ofte få positive gensvar. Hertil vil barnet kunne opnå en god kontaktevne og gode sociale kompetencer. Vi omgiver ofte os selv med en ”zone for intimitet”. De børn, der er på indersiden af denne zone, er ofte børn vi har nært. De børn, som vi opfatter som helstøbte personer med empatiske identifikation. Nogle børn, som vi kan se genkendelige træk fra os selv i. Det er i denne sone medfølelse og medoplevelse er en naturlig del af samspillet. Dette er et såkaldt ”jeg-du” forhold. Fremstår barnet derimod konfliktsøgende asocialt og med en attitude af ”at have nok i sig selv” gennem selviscenesættende adfærd, er der ofte en tendens til, at det udløser en negativ respons og opleves som grænsesøgende.


De tre dialogformer:


Den emotionelle dialog: Her skal omsorgsgiveren vise positive følelser, justerer sig i forhold til barnet, spørger uddybende ind til barnet, samt anerkende barnet. Denne dialogform er dyadisk. Fokusset er her rettet mod samspillet mellem barnet og omsorgsgiveren.


Den meningsskabende og udvidende dialog: denne dialogform omfatter og forudsætter, at omsorgsgiveren hjælper barnet med at fokusere på ting eller temaer i omverdenen. Ved at tillægge det mening, forsøger omsorgsgiveren at fastholde og udvide barnets oplevelser. Omsorgsgiveren skal hjælpe barnet med at fordybe sig ved at give forklaringer og begrundelse for det, som de oplever sammen. Denne dialog er derfor triadisk. Fokusset er rettet mod samspillet mellem barn, omsorgsgiveren og omverdenen.


Den regulerende og grænsesættende dialog: Her er omsorgsgiverens opgave, at hjælpe barnet med at udvikle strategier for målrettet handling og problemløsning. Det kræver kompetencer indenfor planlægning, selvkontrol og selvrefleksion, som udvikles gennem vejledning og fælles planlægning.

Samspilstemaer:
Disse samspilstemaer fungerer som relative ”guidelines” for udviklingsstøttende samspil. De kan også læses mere absolutte, hvor vi konkretiserer og operationaliserer dem, så de kan anvendes deskriptive, analytisk og vurderende i forhold til samspilskvaliteten.

Samspilstemaerne er ifølge Karsten Hundeide:


1.       Vis positive følelser – vis du er glad for barnet
2.       Juster dig i forhold til barnet og følg dets udspil og initiativ
3.       Tal til barnet om ting, det er optaget af, og prøv at igangsætte en ”følelsesmæssig samtale”
4.       Giv ros og anerkendelse for det barnet kan
5.       Hjælp barnet med at fokusere dets opmærksomhed, så I får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne
6.       Giv mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme
7.       Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet
8.       Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde – at vejlede det, vise det positive alternativer og ved at planlægge sammen.
Samspilstema 1-4 hører under den emotionelle dialogform. 5-7, den meningsskabende og udviklende dialogform. Samspilstema 8 hører under den regulerende og grænsesættende dialog.




 __________________________________________________________________________________




Mellem ordene, arbejdsspørgsmål
Kapitel 15


I dette portfolio har vi arbejdet med spørgsmål om samtaler (samtalens form og indhold), spørgsmål (spørgsmålstyper) og lytning.  


Kapitel 15 i mellem ordene
Hvilke former for formelle samtaler kan I forestille jer indenfor forskellige institutionsområder?
• Modtagelsessamtaler ved udskrivning, udredningssamtaler, udviklingssamtaler og elevsamtaler.
• Elevsamtaler inden for skole- og dusinstitutioner. Modtagelsessamtaler på eksempelvis en psykiatrisk afdeling; hvad er planen med patienten, lærer hinanden bedre at kende osv.
• Udredningssamtaler. F.eks. skolen, hvor pædagogen i samarbejde med andre skal afgøre, hvorvidt en elev lider af ADHD.
• Udviklingssamtaler. Eksempelvis på et rehabiliteringscenter, hvor man mødes på et tidspunkt i forløbet og evaluerer, hvordan det går med patienten.


Hvad forestiller I jer at samspillet mellem formelle og uformelle samtaler kan være?
• De uformelle samtaler er ikke-planlagte samtaler. Her bliver pædagogen nødt til hele tiden at være i stand til at kunne evaluere en patient, følge med i patientens udvikling osv. De hænger sammen (formelle og uformelle), men de er alligevel uafhængige af hinanden. Men den formelle ligger til grund for den uformelle, og den uformelle kan samtidigt også give grundlag for den formelle. Hvis man uformelt møder nogle, der gør opmærksom på, der er behov for en mere formel samtale.




Kapitel 16 i mellem ordene


Lineære spørgsmål:  (detektiv)
• Hvad er status på situationen?
• Hvad er det, du gør?
• Hvor længe har det stået på?
• Hvad gør du i de situationer?
• Hvem er også involveret?
• Problemafklarende spørgsmål. Hvordan personen tænker og forstår.


Cirkulære spørgsmål: (antropolog)
• Hvordan tror du, at de andre ser på situationen?
• Hvad vil de andre sige er deres grunde til at gøre, som de gør?
• Hvordan oplevede de andre situationen?
• Hvem ser anderledes på det end dig?
• Hvilken grundlæggende værdi kan han/hun have, som er anderledes end din?
• De undersøgende spørgsmål. Mere hvad man føler omkring situation. Dybdegående spørgsmål.


Refleksive spørgsmål: (fremtidsforsker)
• Hvis de andre begyndte at tage ansvar, hvad ville de så begynde at gøre?
• Hvis vi forestiller os at problemet forsvandt, hvad ville du så allerførst lægge mærke til?
• Hvis alt var muligt, hvad ville du så ændre?
• Hvordan ser en fantastisk arbejdsdag ud?
• Hvad ville der ske, hvis I havde mulighed for at føre det ud i livet?
• Stiller spørgsmål til fremtiden. Hvad ville der ske, hvis nu du gjorde det? Åbne spørgsmål. Stiller scenarier op. Finde ud af, hvilke følelser, der er tilknyttet. Knyttes til den ikke-vidende position. Forsøger at forstå, hvad folk føler i en given situation.


Strategiske spørgsmål: (kaptajn)
• Hvad vil du gøre for at ændre på situationen?
• Hvilke idéer kan du komme på?
• Hvad skal første skridt være?
• Hvilke mål arbejder du videre med?
• Påvirke i en speciel retning. Ledende spørgsmål. Gode i vejlednings- og undervisningssituationer. Spørgsmål, der skal virke som problemløsende.




 Spørgsmålstyper
• Lineære spørgsmål:  (detektiv)
• Hvad er status på situationen?
• Hvad er det, du gør?
• Hvor længe har det stået på?
• Hvad gør du i de situationer?
• Hvem er også involveret?
• Cirkulære spørgsmål: (antropolog)


• Hvad vil de andre sige er deres grunde til at gøre, som de gør?
• Hvordan oplevede de andre situationen?
• Hvem ser anderledes på det end dig?
• Hvilken grundlæggende værdi kan han/hun have, som er anderledes end din?
• Refleksive spørgsmål: (fremtidsforsker)
• Hvis de andre begyndte at tage ansvar, hvad ville de så begynde at gøre?
• Hvis vi forestiller os at problemet forsvandt, hvad ville du så allerførst lægge mærke til?
• Hvis alt var muligt, hvad ville du så ændre?
• Hvordan ser en fantastisk arbejdsdag ud?
• Hvad ville der ske, hvis I havde mulighed for at føre det ud i livet?
• Strategiske spørgsmål: (kaptajn)
• Hvad vil du gøre for at ændre på situationen?
• Hvilke idéer kan du komme på?
• Hvad skal første skridt være?
• Hvilke mål arbejder du videre med?


Kontrakterende metarefleksive spørgsmål:
• Her foretages en første fælles afklaring af emnet, målet med samtalen. Der er tale om en metasamtale om samtalen, dvs. en samtale om samtalen -  det kan kaldes en psykologisk kontrakt.
• Hvad forventer du at få ud af vores samtale? målet?
• Hvordan vil du vide, at du har fået, hvad du kom efter?
• Hvilke forventninger har du til det, jeg skal gøre?
• Hvordan skal vi gøre det her? (roller og tid)


Afgrænsende lineære spørgsmål . detektiv
• Det gælder om at afdække og afgrænse fokus. Man arbejder i en ”harmonika-bevægelse” mellem udvidende og afgrænsende orienteringsspørgsmål.
• Hvordan vil du kort beskrive problemet?
• Hvornår startede det?
• Hvem er involveret i problemet?
• Hvad beder du mest om hjælp til?


Cirkulære relationelle spørgsmål – antropolog
• Her udforskes relationer mellem samtalepartneren og andre personer og mellem samtalepartneren og dennes fokus – forskelle, relationer, kontekster. Man inviterer samtalepartneren til positions- og perspektivskift. Man ser i et større perspektiv. Empati – forsøger at sætte sig i den andens sted.
• I hvilke sammenhænge er udfordringen størst?
• Hvem er udover dig selv påvirket af situationen?
• Hvad er forskellen på den måde du og X ser det på?
• I hvilke sammenhæng giver det mest mening at søge nye løsninger?


Refleksive hypotetiske spørgsmål – fremtidsforsker
• Hensigten er, at samtalepartneren finder nye perspektiver, nye ideer om alternative handlemuligheder og ønsker for fremtiden.
• Hvilke nye handlemuligheder får du nu øje på?
• Hvad ville være mest anderledes, hvis du opgav ideen om, at…?
• Forestil dig at du vågner en morgen, og du har indfriet dit mål, hvad ville du først lægge mærke til?
• Hvad er fordele og ulemper ved de forskellige muligheder?


Handlingsorienterede lineære spørgsmål – kaptajn
• Hensigten er at støtte, påvirke samtalepartneren til at sætte klare mål for ændret tænkning eller handling.  Man hjælper samtalepartneren til at overveje forskellige konsekvenser af realisering af ideerne
• Hvad er du undervejs blevet klogere på skal ændres eller udvikles?
• Hvordan vil du opdage, at du nåede de mål, du nu sætter dig?
• Hvad skal gøres? Hvornår? Af hvem? Hvordan? De 3 første skridt
• Hvem eller hvad kunne støtte dig i at nå dit mål?


Evaluerende metarefleksive spørgsmål
• Her vender man tilbage til og følger op på den psykologiske kontrakt i fase 1. Man undersøger, hvad samtalepartneren har fået ud af samtalen med særligt fokus på det, det har givet udbytte
• Hvad har givet dig mest af denne samtale?
• Hvad har du fået ud af samtalen i forhold til det, du håbede på?
• Hvilket tema var det særligt vigtigt for dig at få belyst?
• Hvad har du brug for at mig til i den næste samtale?


LØFT-spørgsmål:
• Er en strategi til løsning af problemer og frembringelse af ønskede ændringer.
• Tager udgangspunkt i Solution focused therapy, som igen har hentet inspiration fra systemisk familie terapi og Batesons teoriske begreber. (Bateson – du kan ikke lade være med at kommunikere osv.)
• Hensigten med LØFT er vækst og udvikling for på den måde at styrke folks specielle løsningskompetence, deres kvaliteter og kloge indgreb.
• Er udbredt på mange arbejdspladser, og benyttes inden for forskellige arbejdsområder.
• Kan være anvendelige i situationer, hvor mennesker ønsker forandring og nye løsninger på gamle problemer.


Mirakelspørgsmål:
• Er et eksempel på et hypotetisk spørgsmål, hvor man udforsker, hvordan en fremtid uden problemer ser ud.


Undtagelse spørgsmål:
• Her ønsker man at undersøge de situationer, hvor problemet var mindre eller helt væk, og hvad der da var anderledes.
• Når man her har fået en undtagelse frem, kan man stille udfyldende spørgsmål for at få en mere righoldig eller "tyk" beskrivelse af, hvilke indgreb personen da foretog.


Skala spørgsmål:
• Her etablerer man en skala fra 0-10 vedrørende det aktuelle problem.
• Ved at bruge en skala, får man konkretiseret den aktuelle situation i relation til den ønskelige, og man kan sammen se på udviklingen af problemet i en treledet relation.


Beherske spørgsmål:
• Her fokuser man på, hvad personerne faktisk behersker eller udholder i en fortvivlet situation
• Ved at udforske det kan folk få konkretiseret de løsningsstrategier, de faktisk benytter, og som lykkes, og tænke på deres egne kvaliteter som ressourcer.




Arbejde med gruppeportfolio: I grupperne øves i at formulere anerkendende løsningsfokuserede spørgsmål til problemmættede udsagn


Fase 1: Producer i gruppen ét væsentligt/betydningsfuldt problemmættet udsagn om
samarbejde – eksempler:
• ”Han egner sig ikke til at arbejde i en gruppe” 
• ”Hun kører ofte på fribillet i vores samarbejde”
• ”Vi mangler gensidig respekt for hinandens arbejde”
• ”Han lytter ikke nok til os andre”
• ”Arbejdsfordelingen er ikke retfærdig”
Vi har gruppearbejde. Vi synes ikke, at Tom bidrager til arbejdet.


Fase 2 Gruppen har nu til opgave at producere mindst tre anerkende løsningsfokuserede spørgsmål til det problemmættede udsagn, som gruppen har lavet. Prøv spørgsmålene af på hinanden. Omformuler, indtil spørgsmålene er mest muligt løsningsfokuserede
Brug LØFT-spørgsmål (se kap. 16 i Mellem ordene). Eksempler:
• Mirakelspørgsmål - Hvis du nu kom igen i morgen, og der var sket et mirakel i løbet
af natten som gjorde, at problemet var løst, hvordan ville du så opdage det? Hvad ville være ændret?
Hvordan ville du mærke det i dit arbejde? Hvordan ville du og de andre handle anderledes?
• Undtagelsesspørgsmål - Kan du huske en situation, hvor tingene gik bedre? Hvad gjorde du rent 
faktisk dengang? Hvad gjorde de andre? Hvad skete der siden du fik det bedre - det gik bedre?
• Skalaspørgsmål - På en skala fra 1-10, hvor vigtigt er det så for dig, at situationens vanskeligheder
løses? På en skal fra 1-10, hvilken tillid har du så til problemløsning?
• Mestringsspørgsmål - Hvordan har du formået at fungere trods alt det der er sket? Hvordan klarer
du alt det der sker lige nu? Hvad har været den største hjælp til at klare situationen?
• Mirakel - Hvis nu vi alle bidrog med lige meget i gruppearbejdet, hvordan tror du så, det ville påvirke det færdige produkt?
• Undtagelse – Kan du huske en situation, hvor du bidrog mere til gruppearbejdet? Hvad skulle der til, for at det gik bedre?
• Skala – På en skala fra 1-10, hvor vigtigt er det for dig, at gruppedynamikken er i orden? At alle samarbejder?
• Mestring (beherske) – Hvordan har du formået at følge med i gruppearbejdet på trods? Hvad har været den største hjælp til at komme igennem gruppearbejdet?




Fase 3 På ITSL lægges det problemmættede udsagn og de nyttige anerkendende løsningsfokuserede spørgsmål hertil.
Skriv jeres begrundelse for:
• Hvad åbner de anerkendende løsningsfokuserede spørgsmål op for?
• Mirakel – hvis man kan forestille sig en situation, hvor problemet ikke er til stede, så får man gjort målet klart, og derfor er det lettere at fokusere på.
• Undtagelse – man giver personen mulighed for at fokusere på, hvordan en fremtid uden problemet ville se ud. Se på succes-historier og fokusere på, hvilke elementer der gjorde, det blev en succes.
• Skala – man bliver selv opmærksom på, hvor stort problemet egentlig er for én. Det bliver konkretiseret og derfor nemmere at relatere til.
• Mestring – man forsøger at rykke personen i den rigtige retning. Man giver løsningsforslag, man planter et frø med håb, sætter fokus på, hvad personen kan gøre for at ændre det med henblik på, hvad der har virket før.




• Hvor flyttes fokus hen? Hvad gør spørgsmålene ved den eller dem, der får spørgsmålene?
• Selvom det er direkte spørgsmål, forsøger man at stille hjælpende spørgsmål. Man er der ikke for at dømme, men man er der for at hjælpe og støtte til videre udvikling. Det er mere individbaseret, ikke egenskabsbaseret. Man fokuserer på helheden og ikke hvad den enkelte person kan og ikke kan.
• Ved at  gøre det på denne måde, bliver personen ikke låst fast. Man åbner op for hans perspektiv på situationen. Man forsøger at give personen følelsen af, at der ikke dvæles ved fortiden og de negative ting, men at bruge fortiden til at skabe en bedre fremtid, hvor problemet er løst eller i det mindste mindre grad.