Paidagogos

Den anerkendende, lyttende og forstående dialog skaber udvikling

Barn til Pædagog, og barn til barn

Udviklingspsykologien er det område der beskæftiger sig med menneskets udvikling, både mentalt og fysisk. Udvikling er noget der sættes igang, lige fra individet kommer til verden. Udviklingen i mennesket har en løbebane der spreder sig over hele livet. Det der oftest bliver sat fokus på når man beskæftiger sig med Udviklings psykologi, er udviklingen hos børn og unge, derfor kan udviklingspsykologien erstattes med synonymet børnepsykologi. Der er et bredt vingefang af fokus punkter der vægtes højt inde for udviklingspsykologien. Flere af punkterne er følgende, motoriske færdigheder, problemløsningsfærdigheder, identitetsdannelse, følelsesmæssig udvikling, moral forståelse og så videre. Ifølge den Russiske psykolog Lev Vygotskys (Lev Vygotsky 5. november 1896 – 11.juni 1934) er det vigtig, at der bliver stillet alderssvarende karv eller udfordringer til børn når det gælder udvikling. Disse udfordringer må ikke være så svære, at barnet ikke kan mestre det på et kognitivt plan, da dette kan skabe frustration hos barnet, og udviklingen vil ikke forekomme. Hvis pædagogen/voksen ikke har givet sig tid til at være sammen med barnet, og finde ud af hvilke behov barnet har, ville en ny udfordring, være alt for svær for barnet at udføre, da den rette støtte ikke er blevet givet. Derfor er det vigtigt at pædagogen kan udruste sig med tålmodighed, sætte sig og lytte til barnet, og skabe en konstruktiv dialog med barnet, for at kunne finde frem til barnets særlige behov. Udfordringerne som pædagogen præsentere for barnet, skal ligge lige udenfor barnets kompetence niveau, så barnet stadigvæk kan følge med, men ligeledes blive udfordret. Vygotsky navngav dette begreb ” Den nærmeste udviklings zone ”NUZO”. Dette er zonen, der opstår mellem hvad barnet kan klare alene, og hvad barnet kan klare under vejledning fra pædagogen. Aktivering af børn skaber en ny ”NUZO” Sort på hvidt handler dette begreb om, hvad barnet kan med voksenstøtte i dag, ville barnet kunne udføre selvstændigt i morgen. Det er vigtigt at pædagogen i disse sammenspil med børn og unge kan vise sig anerkendende, lyttende og forstående. Barnet vil kunne mærke en tryghed og selvtillid under disse nye oplevelser/opgaver hvis barnet ved at pædagogen er lige bag dem, til at støtte dem. Denne tryghed for barnet ville jo typisk opstå i kommunikationen med den anerkendende voksen/pædagog, og erindringer om tidligere succes oplevelser sammen med pædagogen. Barnet ville nemmere kunne mestre nye opgaver, når trygheden og selvtilliden er i top. 

Ifølge Lev Vygotsky er barnet i leg, altid længere fremme end sit aldersmæssige gennemsnit, længere fremme end sin egen almindelige daglige adfærd, da barnet stiller højere krav til sig selv i legen, krav som det kun kan gennemføre ved hjælp af fantasien, da barnet påtager sig andre roller i legen for eksempel en ridder eller politimand, eller mor og far. Lege udspringer sig ofte fra barnets erfaringer, det vil sige at, når barnet har hørt et eventyr, eller set noget i hjemmet eller i fjernsynet, kan barnet imitere disse handlinger, og påtage sig roller. Derfor ville det være godt, at pædagogen til tider går ind og understøtter legen, når der er fokus på udvikling, og skabe nye udfordringer i legen. Så det Vagotsky siger helt sort på hvidt er, at barnet i leg, er i stand til at håndtere og udføre mere avancerede ideer og handlinger, end hvad det sædvanligvis mestrer, og dermed får det mulighed for at bevæge sig mod et højere udviklingstrin og derfor burde pædagogerne udnytte disse situationer ved at deltage i legen, for at skabe yderligere udvikling. Når yngre børn kommunikere med hinanden, sker der også er en læring, da børn tit fortæller hinanden livshistorie hjemmefra. De stimulere hinanden på den måde, at hvis et barn har fortalt en historie om ” Far der skulle støvsuge derhjemme” ville det få det andet barn til at tænke på en situation om sin far og derefter dele sin livs historie. Børn spørger ikke altid ind til hinandens livshistorie, men de lytter og svare tilbage med noget fra deres eget liv, der delvist matcher det udsender, i samtalen fortæller om. Dette viser at børn spidser ører når der kommer livshistorier fra andre. Barnet reflekterer over egne erfaringer i dialog med andre, og samtidig begynder barnet at kunne spejle sig i andre.