Den anerkendende, lyttende og
forstående dialog skaber udvikling
Barn til Pædagog, og barn til barn
Udviklingspsykologien
er det område der beskæftiger sig med menneskets udvikling, både mentalt og
fysisk. Udvikling er noget der sættes igang, lige fra individet kommer til
verden. Udviklingen i mennesket har en løbebane der spreder sig over hele livet.
Det der oftest bliver sat fokus på når man beskæftiger sig med Udviklings
psykologi, er udviklingen hos børn og unge, derfor kan udviklingspsykologien
erstattes med synonymet børnepsykologi. Der er et bredt vingefang af fokus
punkter der vægtes højt inde for udviklingspsykologien. Flere af punkterne er
følgende, motoriske færdigheder, problemløsningsfærdigheder,
identitetsdannelse, følelsesmæssig udvikling, moral forståelse og så videre.
Ifølge den Russiske psykolog Lev Vygotskys (Lev
Vygotsky 5. november 1896 – 11.juni 1934) er det vigtig, at der bliver stillet
alderssvarende karv eller udfordringer til børn når det gælder udvikling. Disse
udfordringer må ikke være så svære, at barnet ikke kan mestre det på et kognitivt
plan, da dette kan skabe frustration hos barnet, og udviklingen vil ikke
forekomme. Hvis pædagogen/voksen ikke har givet sig tid til at være sammen med
barnet, og finde ud af hvilke behov barnet har, ville en ny udfordring, være alt
for svær for barnet at udføre, da den rette støtte ikke er blevet givet. Derfor
er det vigtigt at pædagogen kan udruste sig med tålmodighed, sætte sig og lytte
til barnet, og skabe en konstruktiv dialog med barnet, for at kunne finde frem
til barnets særlige behov. Udfordringerne som pædagogen præsentere for barnet,
skal ligge lige udenfor barnets kompetence niveau, så barnet stadigvæk kan
følge med, men ligeledes blive udfordret. Vygotsky navngav dette begreb ” Den
nærmeste udviklings zone ”NUZO”. Dette er zonen, der opstår mellem hvad barnet kan klare alene, og hvad
barnet kan klare under vejledning fra pædagogen. Aktivering af børn skaber en
ny ”NUZO” Sort på hvidt handler dette begreb om, hvad barnet kan med voksenstøtte
i dag, ville barnet kunne udføre selvstændigt i morgen. Det er vigtigt at
pædagogen i disse sammenspil med børn og unge kan vise sig anerkendende,
lyttende og forstående. Barnet vil kunne mærke en tryghed og selvtillid under
disse nye oplevelser/opgaver hvis barnet ved at pædagogen er lige bag dem, til
at støtte dem. Denne tryghed for barnet ville jo typisk opstå i kommunikationen
med den anerkendende voksen/pædagog, og erindringer om tidligere succes
oplevelser sammen med pædagogen. Barnet ville nemmere kunne mestre nye opgaver,
når trygheden og selvtilliden er i top.
Ifølge Lev Vygotsky er barnet i
leg, altid længere fremme end sit aldersmæssige gennemsnit, længere fremme end
sin egen almindelige daglige adfærd, da barnet stiller højere krav til sig selv
i legen, krav som det kun kan gennemføre ved hjælp af fantasien, da barnet påtager
sig andre roller i legen for eksempel en ridder eller politimand, eller mor og
far. Lege udspringer sig ofte fra barnets erfaringer, det vil sige at, når
barnet har hørt et eventyr, eller set noget i hjemmet eller i fjernsynet, kan
barnet imitere disse handlinger, og påtage sig roller. Derfor ville det være godt,
at pædagogen til tider går ind og understøtter legen, når der er fokus på
udvikling, og skabe nye udfordringer i legen. Så det Vagotsky siger helt sort
på hvidt er, at barnet i leg, er i stand til at håndtere og udføre mere
avancerede ideer og handlinger, end hvad det sædvanligvis mestrer, og dermed
får det mulighed for at bevæge sig mod et højere udviklingstrin og derfor burde
pædagogerne udnytte disse situationer ved at deltage i legen, for at skabe
yderligere udvikling. Når yngre børn kommunikere med hinanden, sker der også er
en læring, da børn tit fortæller hinanden livshistorie hjemmefra. De stimulere
hinanden på den måde, at hvis et barn har fortalt en historie om ” Far der
skulle støvsuge derhjemme” ville det få det andet barn til at tænke på en
situation om sin far og derefter dele sin livs historie. Børn spørger ikke
altid ind til hinandens livshistorie, men de lytter og svare tilbage med noget
fra deres eget liv, der delvist matcher det udsender, i samtalen fortæller om.
Dette viser at børn spidser ører når der kommer livshistorier fra andre. Barnet
reflekterer over egne erfaringer i dialog med andre, og samtidig begynder
barnet at kunne spejle sig i andre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar