Fremlæggelse 12. januar
Disposition:
Disposition:
- Introduktion
- Stjernehuset
- Valhalla
- Spørgsmål
Vores gruppe har været delt op i 2. Vi var 3, som var i Børnehaven Valhalla i Farsø, og så var de sidste 2 i Stjernehuset i Aalborg Øst. Inden vi tog ud på feltstudiet, blev vi i gruppen enige om, hvad vi ville fokusere på ude i børnehaverne. Det var forholdet mellem pædagoger og børn, samt forholdet børn imellem. Børneantropologi har været vores generelle fokus, og her har vi set på, hvordan vi kunne få det fra et børneperspektiv. Vi var så heldige, at de i børnehaven Valhalla havde emneuge omkring dialogisk oplæsning. Det vil vi komme nærmere ind på i vores fremlæggelse.
Stjernehuset:
Vores mål gruppe: De ældste børn fra Stuen ( Stjernerne)
Feltstudie besøg i børnehaven Stjernehuset , som fluen på væggen og smørklatten i midten.
Børnehaven Stjernehuset ligger lige i hjertet af Aalborg øst, med tæt beboelse, der omkredser institutionen. Børnehaven er delt op i tre stuer som huser børnehavens ældste børn, yngste børn og børn med særlige behov. I Børnehaven har de lagt meget vægt på, at der skal skabes struktur for dagens forløb. Dette gør de via visuelle hjælper midler, såsom billeder af børnene fra stuerne, og illustrationer der viser en visuel vejledning. Skemaer er sat på væggen, der fortæller hvilke aktiviteter der skal foregå denne dag, og i hvilken rækkefølge de skal fortages. På gulvet er der klisteret et skema fast, der indeholder store billeder der viser strukturen for dagen. Selve husets arkitektur, er blevet skabt som en halv stjerne. Stuerne er lokaliseret ude i stjernes spidser, og et stort fællesrum i midten, hvor de til spisetid holder samling, og fællesrummet bruges også til andre aktiviteter. Stedet er tilpas stort, sådan at de mange børn kan have albuerum. Pædagogerne i børnehaven har skabt et lager af lærerige genstande såsom spil bøger osv. Disse ting bliver taget i brug, når børnene skal udfordres lidt mere og udvikling er i fokus.
Drenges interesse:
Drenge gik meget op i den vilde leg, kroppen skulle bruges. Drenge kunne sommetider have svært ved at lege i en stor gruppe, da der ville opstå små konflikter, fordi nogle af drengene syntes legen blev lidt for fysisk, dette syntes drengene dog kun på visse tidspunkter i den vilde fysiske leg, når det gik udover dem selv. Drengene ville meget gerne bygge store genstande ud af Lego lavet af gummi. Et samarbejde imellem drengene der tog en hel del tid, bare for at kunne smadre det igen i sidste ende. Fantasien hos drengene fejler intet, da de, i det ene øjeblik, kunne de være dyr og noget helt andet kort tid efter. De fleste konflikter i drengenes leg opstod, når de skulle udele roller i legen, eller når de skulle vælge hvem der skulle vælte tårnet af lego , fordi alle ønskede at være den samme karakter, og alle ønskede at se tårnet gå til grunde som gerningsmand, I drengenes univers er det action og den vilde leg der vinder og praktiseres. Drengene var meget fremme i skoene og ville have opmærksomhed fra start til slut.
Pigernes interesse:
Piger brugte meget tid på de lidt mere rolige lege såsom, Grøn, Gul, Stop og gemmeleg, dog deltog drengene kort i gemmeleg, men pigerne forsatte i længere tid efterfølgende. Pigerne var rigtig glade for at bruge deres hænder, til at tegne og skabe perlebilleder, og lege med garn. Pigerne var meget rolige og kunne sagtens være mange sammen i en stor flok uden de store konflikter, her var der ikke rolle udelings problemer i legen. Pigernes toneleje var også lavere end drenges, og de fandt mest hygge i at lave små nips ting, der var meget ro over dem. Pigerne var mere for dem slev og kunne sagtens lege videre selvom vi var til stede, det påvirkede dem ikke og de mistede heller ikke fokus på den igangværende leg.
Efter vores besøg i børnehaven stod det os ganske klart, at den stereotype holdning om at drenge er de vilde, og piger er de rolige, faktisk ikke var langt fra sandheden. Naturligvis kan man ikke indramme alle børn i en kategori, vi er alle sammen forskellige, der vil altid være undtagelser, men største delen levede op til denne stereotype tankegang. . Til sidst i vores feltstudie inviterede vi fire børn til at deltage i en pædagogisk aktivitet, hvori de skulle tegne hvad de var glade for, og derefter fortælle hvorfor de var glade for det de havde tegnet, da vi ønskede at de fire børn hver især ville dele fortællinger fra deres eget liv. Vi havde fået tilladelse til at filme dette forløb. Da vi gennemgik vores materiale, fik vi fokus på en hel del som vi ikke så, da vi var i gang med aktiviteten. Især vores egen deltagelse i aktiviteten, så det endte med at vores pædagogiske invitationen også blev en lille ubevidst Marte Meo øvelse.
Undersøgelse fortaget af Dansk psykolog Carl Waltzer ( I linket nedenunder) vdr.
Kilde kritik:
Carl Waltzer bruger kun to kategorier som drenge og piger. Vi vil dog belyse at vi er enige med Carl Waltzer at gennemsnittet af drenge og gennemsnittet af piger nok passer ind i kategoriseringen, men vi skal være opmærksomme på at dette ikke omhandler alle børn (piger kan være vilde, drenge kan væres stille), og dermed huske at møde børn som individuelle mennesker, man kan ikke putte alle i samme kasse.
Vi som mennesker har en tendens til at kategorisere, det er en ubevidst handling, men kan være en nødvendighed for at kunne orientere sig i en gruppe. Vi bruger det til at forstå de mennesker vi møder, men vi skal passe på ikke at komme til at stereotypiserer (en form for fordom) og dermed stemple mennesker som noget de måske faktisk slet ikke er, eller kan ende med at leve op til. En hensigtsmæssig kategorisering kan være piger og drenge, en uhensigtsmæssig kan være dansker og ikke rigtig dansker.
Ved oplæsningen sad pædagogen foran børnene, som var samlet i en lille bue. Pædagogen startede med at præsenterer bogen ”Doven hest” for børnene, hvor hun så spurgte børnene hvad de tror ”doven” betød. Her kom børnene med hver deres forslag, blandt andet svarede en dreng at det betød, at man er så træt. Efter børnenes forslag, samlede pædagogen op og fortalte, hvad det egentlig betød. Pædagogen begyndte så i et langsomt tempo at læse bogen op, for at fange alle børnenes opmærksomhed og for at inddrage dem i fortællingen. De fleste af børnene sad meget stille og lyttede rigtig efter hvad pædagogen læste op. Efter den første oplæsning, hvor pædagogen i høj grad havde styringen, startede pædagogen forfra med bogen. Denne gang læste hun ikke op fra bogen, men prøvede langsomt at inddrage børnene. Da hun stillede børnene et spørgsmål, var mange af dem ivrige og de råbte deres forståelse i munden på hinanden. Her samlede pædagogen svarerne op, så alle børn følte sig hørt. Børnene støttede sig også op ad hinanden, de råbte ”JA” og ”NEJ” i fællesskab og ændrede hurtigt mening hvis andre råbte noget andet. Det samme gjaldt når ét barn råbte svaret til det spørgsmål som pædagogen stillede, råbte de andre børn det samme svar bagefter. Selvom børnene i høj grad var mere inddraget i oplæsningen, sad de stadig meget koncentreret og pædagogen havde deres fulde opmærksomhed. Nogle af børnene sad helt stille på deres knæ, mens andre bevægede sig lidt. Nogle af børnene, og specielt en dreng, sad stille og kommenterede på historien. Et andet barn rykkede tættere og tættere på pædagogen, som læste historien op. Børnene stillede også spørgsmål så snart de ikke kunne forstå historien, hvor pædagogen hjalp dem på vej.
Lydhørhed og åbenhed
- Nogle gange sker det, at barnet ikke har samme forståelse af nogle ord og begreber. Styrke at man her har mulighed for at uddybe.
- Eksempel med forskningsprojekt på RUC. Pige bliver spurgt hvad det værste hun er blevet drillet med. Hun siger, hun engang havde fået kastet sand i hovedet. Da hun forklarer, bliver det klart, at hun er klar over, det ikke var med vilje, det andet barn havde gjort det. Her har intervieweren og barnet forskellige opfattelser af ordet ’drilleri’.
Her kan vi referere til pædagogen, der under dialogisk oplæsning læser en bog, der hedder ”doven hest”. Her starter hun ud med at spørge børnene, om de ved, hvad ’doven’ betyder. Her kommer børnene med hver deres forslag, og hun samler så op og fortæller, hvad det egentlig betyder.
Dialogisk oplæsning (pædagogen) - Pædagogen sætter sig foran børnene, der alle sidder i en bue omkring hende. Så viser hun dem bogen, præsentere den og begynder at læse op, i et meget langsomt tempo, for at fange alle børnenes opmærksomhed og for at inddrage dem i fortællingen. Fx. hed bogen hun læste op fra, "Dovne Hest", så dialogen startede med, at hun spurgte børnene om de vidste hvad det ville sige at være doven. Hvortil der var en dreng der svarede:" Ja så er man træt". På den måde fik børnene selv lov til at byde ind med deres egne erfaringer og verdenssyn og derved med til at videre udvikle deres identitet/selvforståelse, ved selv at fortælle med deres egne verdensbriller.
Dialogisk oplæsning(os) Den sidste dag, havde vi planlagt selv at prøve en dialogisk oplæsning, da vi jo nu havde set hvordan pædagogen gjorde. Vi fik tid efter middag, hvor alle børnene skulle være udenfor i to timer. Så det var lidt "underligt" da vi fuldstændig brød deres rytme, de var ret usikre på hvad der skulle ske, og de jo lige havde fået "dagens oplæsning" en halv time før, så de var klar til at komme ud brænde en masse krudt af, og vi ville fastholde dem i endnu en historie. Men udover det, så fik vi tildelt 5 piger, som alle var nogle af "de store" piger i børnehaven på 4 og 5 år og de var rigtige gode til at holde koncentrationen, trods forvirringen.
Og vi gjorde lidt ligesom pædagogen gjorde; pigerne satte sig på en stol overfor en medstuderende og jeg, som var dem der skulle lave fortællingen/dialogen. Vi sad udenfor i en lille hytte, så vi alle sad i vores overtøj. Hun(den medstuderende) og jeg vælger bogen om SpørgeJørgen, da det også er en bog de har hørt de forrige dage, så de kendte til den.
Jeg starter med at fortælle/læse op af bogen, og viser det tilhørende billede på siden i bogen samtidig med at jeg læser op. Jeg bruger det jeg læser op, som "emne" og spørger pigerne om de kender til det, eller om de kender nogen der fx. har en negl på næsen (ligesom i bogen), sådan at jeg prøvede at inddrage dem i selve fortællingen ved at høre dem om deres erfaring/viden om "emnet".
Det der sker, er at pigerne først og fremmest er lidt forvirret over hvad det er de skal, det er en uvant situation for dem. Og jeg kunne mærke at jeg ikke rigtig kunne holde deres opmærksomhed, så jeg begynder at stille meget ledende spørgsmål, som fik dem lidt med igen, men jeg tabte opmærksomheden igen, fordi jeg blev ved. Så kiggede jeg på min medstuderende, og hun tog pænt over, men det hele var lidt underligt. Men super fedt at få en fornemmelse af, hvor svært det faktisk var, at holde sig på grænsen mellem at stille spørgsmål der leder ind på det man gerne vil snakke om, og ikke være for ledende. Og det at blive bevidst om sværhedsgraden i en dialogisk oplæsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar