Anerkendelse

Anerkendelse

Anerkendelsesbegrebet:

• Det vigtigste ved dette teoriperspektiv: at det ledte opmærksomheden mod oplevelse og betydningen af at lade andre forholde sig til sin oplevelsesverden.
• Indenfor denne relationsforståelse antages anerkendelse at bidrage til kontakt med, og styrkelse af individers forhold til sig selv: at udvikle tillid til at egne oplevelser og tanker er gyldige. Gensidig anerkendelse bidrager til en relation, hvor begge parter får mulighed for at træde frem som ligeværdige subjekter, hvor parterne er i stand til at skifte perspektiv i betydningen at forstå, hvordan ting opleves fra den andens synspunkt, uden at miste grebet om sit eget.

• Anerkendelse ingredienser
• Lytte - Hvis vi lytter til andre, sætter vi os selv i spil – vi er klar til at lytte og afgiver derved kontrol.
• Forstå – Det om vi kognitivt med vores intellekt kan forstå f.eks. det unge menneskes situation – kender barnets historie og sætte os ind i dette.
• Acceptere – Det at kunne holde ud, bære menneskers følelser og acceptere dem. Vi er indforstået med at vi er forskellige.
• Tolerere – Det at kunne holde ud og rumme de følelser den anden har.
• Bekræfte – følelsesmæssig bekræftelse, at vi ser hinanden og forstår.

Anerkendelsesbegrebet:

Anerkendelse betegner et aspekt af socialt samspil mellem mennesker, hvor såvel det at få, som det at mangle anerkendelse har afgørende betydning for individets selvopfattelse. Anerkendelse er således et centralt begreb i socialt og pædagogisk arbejde, hvor det ud fra en sociologisk vinkel ikke er resultatet af anerkendelsen, men anerkendelsesprocessen som sådan, der er det centrale.

(Schibbye)

Anerkendelse er noget, om den ene part giver til en anden. Man skal kunne sætte sig selv i en subjekt position, således at man er i stand til at vurdere og give den anden part den respons/reaktion som personen kunne bruge.

Grundlæggende antagelser om kommunikation

 "Jeg siger ikke det, jeg siger, jeg siger det, der bliver hørt"- Henrik Dybvad Larsen.

Aktivt lyttende

• Jeg vil først og fremmest forstå. Jeg vil undlade at vurdere og dømme, og jeg vil ikke slutte samtalen, før du føler, at jeg har lyttet til dig.
• Jeg vil ikke lade mine egne ideer, forslag eller bemærkninger dominere.
• Jeg vil ikke antage, at jeg altid forstår, præcis hvad du udtrykker, men være undersøgende og spørgende.
• Jeg er opmærksom på dine ord, dine følelser. Derfor vil jeg ikke lade mine tanker gøre afstikkere eller være utålmodig.
• Jeg vil lytte til alt, hvad du hat at sige, også selvom det vækker angst eller ubehag hos mig.
• Jeg vil undgå ønske-lytning, og jeg vil lytte med både hjertet og forstand.
• Jeg vil lytte til din udtalelse uden at bruge tid på at finpudse mit svar eller forberede mine argumenter med henblik på at overtale dig.
• Når jeg lytter til dig, vil jeg ikke være bange for at lære noget, skulle forandre min mening, udvikle mig eller lade mig bevæge.
• Jeg vil respektere din ret til at blive hørt. Og jeg forventer at blive behandlet på samme måde.

Susanne Idun Mørch - kommunikationskultur

Triadisk udgangspunkt:

• Det er umuligt ikke at kommunikere
• Vi kommunikere altid, både indhold og forhold
• Vi kommunikere altid på flere niveauer
• Samspil skal opfattes cirkulært
• Relationsperspektivet er fundamentalt.

Dette danner rammerne for en relations-orienteret kommunikations teori.

Sammen skaber vi den verden, vi lever vi. Vi kommunikere altid, selv når vi tror vi er passive, så er det stadig en kommunikation. Alligevel er der forskel på hvordan vi ser verden; gennem hver vores verdensbillede. Selv tvillinger der er opvokset i samme familie, ser verden forskelligt.

Anne Lise Løvlie Schibbye, norsk psykolog, udviklede teorien om dialektisk relationsforståelse. Via menneskets evne til selv-afgrænsning og selv-refleksion i relationer, kan vi blive tydelige både overfor os selv og over for andre.

Anerkendelse ifølge Berit Bae:

Berit Bae er pædagogisk tænker og belyser begrebet anerkendelse ud fra en pædagogisk vinkel. Bae kom som psykolog og børneforsker med nye pædagogiske mål, hvor børn skulle ses som selvstændige, have selvfølelse, selvværd og selvrespekt. (Bae 1996). Berit Bae mener, at den anerkendende relation er basseret på ligeværd. Vi har alle lige stor værdi som individer,men vi kan have forskellige erfaringsgrundlag, der gør at vi ikke er ligestillede. Ifølge Bae (1996) kommer anerkendelse til udtryk gennem måden man er i relationen til andre, og bygger på en grundlæggende holdning af ligeværdighed og respekt.

"Det jeg gør mod dig, det gør jeg egentlig mod mig selv, fordi jeg med min væremåde skaber forudsætninger for hvad slags svar jeg får fra dig. Og det jeggør mod mig selv, det gør jeg egentlig mod dig, fordi min måde at behandle mig selv på, skaber forudsætning for din væremåde for hvemdu har mulighed for at blive sammen med mig" (Bae 1999).

Berit Bae 2004 :" Relationen mellem børn og voksne er af afgørende betydning for, om børnene finder sig til rette i børnehaven". Kvaliteten af relationen er central, og den kan fremmes i et fælles engagement i meningsfulde aktiviteter.

Berit Bae 2004 :" Relationen mellem børn og voksne er af afgørende betydning for, om børnene finder sig til rette i børnehaven". Kvaliteten af relationen er central, og den kan fremmes i et fælles engagement i meningsfulde aktiviteter. 

Børneantropologi

Hvad er kultur?
 

”Kultur opstår, når man møder den, handler i den og genskaber den i sin egen forståelse”

- Loriz Malaguzzi (1920-1994) italiensk pædagogisk filosof

Malaguzzi havde en subjektiv holdning til kultur. Han var antropolog.

Kultur, menneskesyn og æstetikforståelse

Det traditionelle kulturbegreb – det æstetiske kulturbegreb

Definition på æstetik: læren om og studiet af det skønne

Hvem:

Få skaber, mange bruger kultur

(Kunsten adskilles fra hverdagslivet og kunstnere anses som mennesker med særlige evner til at udtrykke sig)

Hvad:

Kultur er noget man har i kraft af kunstnerne/kunsten

Kultur er enheder/produkter

Kulturdiskursen er normativ(=vurderende). Fokus er på en vurdering af, hvad der er godt, og hvad der er skidt.

Hvor:

Kulturinstitutioner, foreninger m.m.

Kirsten Drotner i Mogens Sørensen (2011): ”Kultur: begreber, analyse og praksis”

Kultur, menneskesyn og æstetikforståelse

Det moderne kulturbegreb – det antropologiske kulturbegreb

Definition på æstetik: læren om og studiet af, hvordan mennesker lærer gennem at sanse

Definition på antropologi: studiet af mennesket og om sociale og kulturelle forhold

Hvem:

Alle skaber, alle bruger og forbruger kultur   

Hvad:

Kultur er noget man er, kultur er relationer og kulturen er dynamisk og bestandig under forandring.

Kulturdiskursen er deskriptiv. Fokus er på menneskers læreprocesser i forhold til deres sociale og kulturelle kontekst. Der lægges vægt på kulturel mangfoldighed og på analyse af kulturelle processer, kulturelle forandringer og kulturel forskellighed

Hvor:

Alle livsdimensioner (hvor der er mennesker skabes kultur)

Kirsten Drotner i Mogens Sørensen (2011): ”Kultur: begreber, analyse og praksis”

Det dobbelte kulturbegreb

Johan Fjord Jensen (1988) har beskrevet de to kulturbegreber, det antropologiske og det æstetiske kulturbegreb, som modsætninger, der samtidig fungerer som hinandens forudsætninger. Begge begreber er nødvendige at anvende, hvis man vil analysere kultur, fordi de dækker forskellige dele af menneskers symbolske virksomhed/kommunikation.

Dette perspektiv afstedkommer diskussionen om:

• Er børn kunstnere
• Kan børns udtryk betragtes som kunst
• Kan børns udtryk vurderes ud fra en traditionel kunstforståelse
• Er kvaliteten af børns udtryk afgørende for det læringsmæssige udbytte

  

Børneantropologisk forskning indebærer:

1. At arbejde bevidst med sit barnesyn, herunder at overvinde sin egen voksendom (Mouritsen 1996). At se barndommen som en værdifuld periode i et menneskeliv og ikke som et venteværelse til ”voksendommen”. At stille egne barndomserindringer og barndomsforestillinger på stand by

2. At anlægge et børneperspektiv på praksis. At tage”kulturbrillerne” på og se barnet som en kompetent social og kulturel aktør. At kunne tage de ”pædagogiske-psykologiske” briller af, der ofte ser ud fra et ”mangelsyn”

3. At søge en forståelse af børns fællesskaber gennem studier af børns konkrete hverdagsliv. At forsøge at forstå dét, som børn forstår.

Det børneantropologiske kulturbegreb indebærer, at der arbejdes med et differentieret børnekulturbegreb:

1. Kultur for børn - barnet er (for)bruger af kulturprodukter, som voksne har skabt for børn, dels dannelsesorienteret kvalitetskultur, dels markedsorienteret underholdningspræget kultur

2. Kultur med børn – Børn og voksne skaber ”noget” sammen bl.a. ved at tage diverse kulturteknikker og nye medier i brug

3. Kultur af børn – de kulturudtryk børn frembringer i deres egne netværk og relationer

4. Kultur for voksne, men som også anvendes, forbruges og omskabes af børn og unge (nyere forskning af Kampmann m.fl)

Det tredelte børnekulturbegreb præsenteres bl.a. af Mouritsen(1996): Legekultur.

Det første og til dels det andet niveau tager udgangspunkt i det traditionelle børnekulturbegreb, der forstår børnekultur som en formidlingskultur med vægt på indlæring, dannelse og socialisering (formidling fra voksen til barn)

Det sidste niveau sprænger rammerne ved at forudsætte, at børn er kultur, at de er skabende, handlende og producerende subjekter (Juncker 2006: Processen)

Der er flydende grænser mellem niveauerne i børnekulturbegrebet. Børn henter inspiration til egen udfoldelse på kryds og tværs af kulturel kontekst

Børneantropologisk forskning på baggrund af det tredelte kulturbegreb:

Pædagogens/den voksnes positionering:

1. Kultur for børn – den voksne er som udgangspunkt formidler af kultur til børn, som leverandør af produkter og artefakter – men også som overbringer af kulturelle erfaringer.

2. Kultur med børn – den voksne skaber rammer og inspiration til fælles kulturprocesser og produktioner. Den voksne møder børn med respekt for dem som både kulturbrugere og kulturskabere. Børn og voksne skaber kultur sammen.

3. Kultur af børn – den voksne iagttager børn i deres egne kulturelle netværk. Er nysgerrige og undersøgende i forhold til at forstå dét, børn forstår.

Den børneantropologiske forskning kan finde sted i forhold til hvert af de tre børnekulturniveauer. Der kan også fokuseres på et enkelt niveau. Det væsentlige i den sammenhæng er, at tage et børneperspektiv!

Dialogisk oplæsning

Da vi var i feltarbejde i børnehaven Valhalla var vi, som vi har været inde på, så heldige at observerer børnene og pædagogen i en dialogisk oplæsning. En dialogisk oplæsning er oplæsning hvor pædagogen læser på en måde, hvor der skabes en mere sproglig samspil med børnene.

At være en fortællende pædagog, er ikke ”bare lige noget man er”. Der stilles høje krav til den fortællende pædagog, da det i høj grad ikke kun handler om en oplæsning af en historie. Pædagogen bliver en betydningsfuld voksen, fordi der skabes samvær omkring fortællinger, der er spændende og vigtige for børnenes udvikling. Det er derfor vigtigt for den fortællende pædagog at forholde sig empatisk til lytterne. Det er bevist at en god fortæller er en god lytter. Når man laver en dialogisk oplæsning, er det yderst vigtigt at man har alle børnene med. Det er vigtigt at pædagogen skaber en god lyttekultur, så pædagogen skal bruge tid på at skabe tillid og tryghed, så alle føler, at de har plads og at de har noget interessant at fortælle. Når en fortællende pædagog begynder at arbejde med at få børnene til at fortælle deres egne fortællinger, er det hensigtsmæssigt at opstille enkelte regler, som børnene synes er inspirerende og retfærdige. På den måde kan alle komme til ordet og få oplevelsen af, at der bliver lyttet til dem. Idealet er at få børnene til at blive hinandens bedste lyttere. Ofte ser man, at selv børn med ringe selvtillid kan finde på at tage ordet og fortælle for de andre. Samtidig lærer de mere udadvendte og urolige børn at vente på deres tur og lade være med at afbryde den fortællende kammerat for ellers ødelægges historien jo!  

I en dialogisk oplæsning styrker det børnene i at: Lytte til hinanden, bekræfte hinanden, inspirere hinanden, udvikle stolthed og mod til at stille op foran en samling og fortælle frit. Når børnene er kommet i gang med at fortælle små historier under optimale betingelser, opdager de nye sider af hinanden. De får en større fornemmelse for, hvad kammeraterne rummer af fantasi, humor, gode ideer og alvor.

Når man er en fortællende pædagog, er det vigtigt, at man har brugt tid på historien. Man skal ikke bare vælge en historie uden at sætte sig ind i historien. Det er vigtigt at man læser den mange gange for sig selv og gennemgår det spørgsmål man eventuelt vil stille børnene. Man skal finde en retning man vil inddrage børnene i. Det er vigtigt at man med omhu vælger bogen og tænker på de intentioner man har med den. Pædagogen i børnehaven Valhalla valgte f.eks. bogen ” Spørge Jørgen”. I ”spørge Jørgen” står der på et tidspunkt i teksten, at Jørgens far gav ham smæk. I dette tilfælde skal man huske på hvad ens hensigt er. Hvis nu et barn begynder at fortælle at han også får smæk derhjemme, hvordan vil man så reagerer? Vil man spørge de andre børn om det også får smæk eller vil man prøve at føre samtalen tilbage på sporet igen?

Børns sprogtilegnelse og pædagogers rolle i sprogudviklingen

Vi har i dag haft om sprogtilegnelse i undervisningen. Selvom vi som pædagoger ikke umiddelbart er talepædagoger, er det vigtigt, vi kan opdage, hvis nogle af børnene har vanskeligheder, der skal ses nærmere på. Sprogtilegnelse er en stor og integreret del af børns hverdag, og derfor er det vigtigt, at pædagoger har fokus på udviklingen af sproget. Der er mange faktorer, der spiller ind for sprogtilegnelsen, og her kan vi blandt andet nævne følgende punkter, vi sammen kom frem til på klassen:

Hvad er vigtigt for sprogtilegnelsen?

-       Snakke med jævnaldrende. Leg med jævnaldrende. Generelt at man prøver at snakke med og om forskellige ting.  For man snakker forskelligt alt efter hvem man snakker med.

-       Man har nogle omkring en, der snakker samme sprog som en selv. At man får det ind på den måde.

-       At høre det talte sprog. Selvom de kan meget mere end en selv. Man lærer af hinanden.

-       Være opmærksom på, der er forskelligheder. Nogle lærer det hurtigere end andre, men sprogtilegnelse er komplekst, så det skal man være opmærksom på. Ligeledes for at kunne hjælpe.

-       Have en god grobund i det skriftlige. Når man kender bogstavernes lyd, bliver man mere komfortabel i sproget. Repetition.

-       Man ikke skal rette på barnet. I stedet gentage sætningen og så med det rigtige ord.

-       Se barnet som et subjekt. Ligeværdige men ikke jævnbyrdige (vi kan mere, end børnene kan)

-       Motivation og oplevelsen af meningsfuldhed.

-       At vægte ”indhold” frem for ”form”.

Loris Malaguzzi var en italiensk pædagog, og han tog som en af de første afstand til den traditionelle børneopdragelse og førskolepædagogik, der rumsterede i årene efter 2. verdenskrig. Han er især kendt inden for pædagogikken for hans udtryk: ”Børn har 100 sprog, men de bliver frarøvet de 99”. Han mener, børn er kompetente og i særdeleshed har stærke kommunikative kompetencer. Han siger, at der er langt flere sprog end det verbale, og han synes, der generelt bliver fokuseret på det verbale rundt om i skolen og andre steder. Hans eksempler på nogle af de 99 andre sprog er:

-       gestik (kropssprog, bevæger sin krop).

-       Mimik (ansigtsudtryk).

-       Toneleje (stemmeføring).

-       Gråd (barnet, der græder, kan udtrykke mange ting. Sult, smerte osv.)

-       Handlinger (slår hvis man vil noget, hvis man ikke kan forklare, hvad man vil.)

-       Kunstnerisk (sans/musik, drama, rim/remser)

-       Lydsprog (igen musik)

-       Ordsprog (noget kan betyde noget andet)

-       Ironi (man skal være forsigtig med ironi, for man er ikke sikker på, folk forstår det. Eksempelvis siger nogle flygtninge, at det gør det sv3ært at være i Danmark, fordi vi i så høj grad gør brug af ironi)

-       Billedsprog (tegning, et historie i et maleri)

Hvis I ikke allerede har set den, vil vi opfordre jer til at se Dr. Edward Tronicks eksperiment ”still face”. Eksperimentet går ud på, at man ser et barns reaktion på sin mor, der giver fuld opmærksomhed til barnet, og hvordan barnets reaktion ændrer sig, da moderen herefter fuldstændigt ignorerer barnet. Et intenst eksperiment, der helt klart skildrer vigtigheden af anerkendelse og fuld opmærksomhed på barnet.

I hvor høj grad mener I, at pædagoger skal have kendskab til forskellige former for støtte til børn med sprogvanskeligheder? Og hvornår mener I, det er nødvendigt at sende børn med sprogvanskeligheder videre til professionelle?

Den anerkendende, lyttende og forstående dialog skaber udvikling

Barn til Pædagog, og barn til barn

Udviklingspsykologien er det område der beskæftiger sig med menneskets udvikling, både mentalt og fysisk. Udvikling er noget der sættes igang, lige fra individet kommer til verden. Udviklingen i mennesket har en løbebane der spreder sig over hele livet. Det der oftest bliver sat fokus på når man beskæftiger sig med Udviklings psykologi, er udviklingen hos børn og unge, derfor kan udviklingspsykologien erstattes med synonymet børnepsykologi. Der er et bredt vingefang af fokus punkter der vægtes højt inde for udviklingspsykologien. Flere af punkterne er følgende, motoriske færdigheder, problemløsningsfærdigheder, identitetsdannelse, følelsesmæssig udvikling, moral forståelse og så videre. Ifølge den Russiske psykolog Lev Vygotskys (Lev Vygotsky 5. november 1896 – 11.juni 1934) er det vigtig, at der bliver stillet alderssvarende karv eller udfordringer til børn når det gælder udvikling. Disse udfordringer må ikke være så svære, at barnet ikke kan mestre det på et kognitivt plan, da dette kan skabe frustration hos barnet, og udviklingen vil ikke forekomme. Hvis pædagogen/voksen ikke har givet sig tid til at være sammen med barnet, og finde ud af hvilke behov barnet har, ville en ny udfordring, være alt for svær for barnet at udføre, da den rette støtte ikke er blevet givet. Derfor er det vigtigt at pædagogen kan udruste sig med tålmodighed, sætte sig og lytte til barnet, og skabe en konstruktiv dialog med barnet, for at kunne finde frem til barnets særlige behov. Udfordringerne som pædagogen præsentere for barnet, skal ligge lige udenfor barnets kompetence niveau, så barnet stadigvæk kan følge med, men ligeledes blive udfordret. Vygotsky navngav dette begreb ” Den nærmeste udviklings zone ”NUZO”. Dette er zonen, der opstår mellem hvad barnet kan klare alene, og hvad barnet kan klare under vejledning fra pædagogen. Aktivering af børn skaber en ny ”NUZO” Sort på hvidt handler dette begreb om, hvad barnet kan med voksenstøtte i dag, ville barnet kunne udføre selvstændigt i morgen. Det er vigtigt at pædagogen i disse sammenspil med børn og unge kan vise sig anerkendende, lyttende og forstående. Barnet vil kunne mærke en tryghed og selvtillid under disse nye oplevelser/opgaver hvis barnet ved at pædagogen er lige bag dem, til at støtte dem. Denne tryghed for barnet ville jo typisk opstå i kommunikationen med den anerkendende voksen/pædagog, og erindringer om tidligere succes oplevelser sammen med pædagogen. Barnet ville nemmere kunne mestre nye opgaver, når trygheden og selvtilliden er i top. 

Ifølge Lev Vygotsky er barnet i leg, altid længere fremme end sit aldersmæssige gennemsnit, længere fremme end sin egen almindelige daglige adfærd, da barnet stiller højere krav til sig selv i legen, krav som det kun kan gennemføre ved hjælp af fantasien, da barnet påtager sig andre roller i legen for eksempel en ridder eller politimand, eller mor og far. Lege udspringer sig ofte fra barnets erfaringer, det vil sige at, når barnet har hørt et eventyr, eller set noget i hjemmet eller i fjernsynet, kan barnet imitere disse handlinger, og påtage sig roller. Derfor ville det være godt, at pædagogen til tider går ind og understøtter legen, når der er fokus på udvikling, og skabe nye udfordringer i legen. Så det Vagotsky siger helt sort på hvidt er, at barnet i leg, er i stand til at håndtere og udføre mere avancerede ideer og handlinger, end hvad det sædvanligvis mestrer, og dermed får det mulighed for at bevæge sig mod et højere udviklingstrin og derfor burde pædagogerne udnytte disse situationer ved at deltage i legen, for at skabe yderligere udvikling. Når yngre børn kommunikere med hinanden, sker der også er en læring, da børn tit fortæller hinanden livshistorie hjemmefra. De stimulere hinanden på den måde, at hvis et barn har fortalt en historie om ” Far der skulle støvsuge derhjemme” ville det få det andet barn til at tænke på en situation om sin far og derefter dele sin livs historie. Børn spørger ikke altid ind til hinandens livshistorie, men de lytter og svare tilbage med noget fra deres eget liv, der delvist matcher det udsender, i samtalen fortæller om. Dette viser at børn spidser ører når der kommer livshistorier fra andre. Barnet reflekterer over egne erfaringer i dialog med andre, og samtidig begynder barnet at kunne spejle sig i andre.

Digital Hjernevask?

De sociale medier er blevet en stor del af vores hverdag. Nutidens børn, bliver nærmest født med en iPad i hånden. Mange forskere mener, at dette er skadeligt for børnene. Børn burde lege istedet for, at tjekke facebook og oploade billeder på instagram. 

Vi se ofte, at den ældre generation er imod den digitale udvikling. At alt nyt er skadeligt for børn og unge. Dette fænomen så vi også for 30 år siden. Da mente den ældre generation også, at det var skadeligt for børn at se fjernsyn. Dette har vores forældre dog ikke taget skade af. Hvad er så problemet med nutidens børn og unges brug af de sociale medier? 

Flere unge, og "unge voksne", er dog også blevet modstandere af de sociale medier, og den digitale udvikling. Her i gruppen, har vi dog delte meninger. 

Efter lektionen med den farmøse Lasse, har vi i gruppen fået nogenlunde samme indstilling til de unges brug af de sociale medier og den digitale udvikling. Vi har fået en forståelse for identitetdannelse gennem de sociale medier. 

Kirsten Drotner er professor ved institut for litteratur, kultur og medier. Hendes forskningsfelt omfatter mediehistorie og i relation til os som pædagoger: børn og unges mediekultur. Nogle ser mulighederne, mens andre ser ulemperne ved mediernes indtog i børnenes hverdag. Drotner sætter problemet på spidsen og siger, at det altid er de nyeste medier, der udgør de største trusler, den såkaldte mediepanik. iPad’en udgør ikke en større trussel, end da VHS’en kom frem. Den største trussel er efterfølgeren, men vi glemmer, at VHS’en også har været underlagt mediepanikken. Men der er ingen tvivl om, at medierne har udviklet sig ekstremt meget i løbet af det seneste århundrede. For at give et indblik i det, vil vi referere til et tv-indlæg med Kirsten Drotner i tv2fyn retro, hvor de ser på mediernes udvikling. http://www.tv2fyn.dk/arkiv/2014/9/7?video_id=76043&autoplay=1

Ifølge b.la Gregory Batesons (1904-1980) er ens relation til et andet menneske helt afgørende, for den måde man kommunikere med hinanden på. Vi danner og skaber vores samtaler ud fra det udgangspunkt vores relation er på.

For bedre at kunne forstå vinklen på kommunikation, er det vigtigt at vide, at Batesons tager udgangspunkt ud fradet synspunkt, at vi alle har en relation til alt, og at det er derigennem vi opfatter/forstå hinanden og verden på. For eksempel; Så kan farven brun være grim for en, og favorit farven for en anden. Cigaretrøg kan for nogle virke trygt eller behageligt, fordi det minder dem om deres bedstemors hjem, mens den for mange andre er ildelugtende. Det er igennem den relation man har til tingen, (objektet) , der udgør ens opfattelse/forståelse af det. Og det samme gør sig gældende når det handler om kommunikation; den relation man har, definere den kommunikation man har. Jeg taler f.eks. Ikke med min svigermor om mine vilde byture med veninderne, men måske mere om mad, og andre familiemedlemmer osv., mens jeg gerne deler ud af pinlige episoder, med mine veninder.

I en professionel sammenhæng, er det vigtigt at relationen fra din side forstås som værende åben og aktivt lyttende, for at skabe de rammer og den tryghed der sammen udgør en sundt fundament at "mødes" på. :"Når samtalen er en vigtig del af arbejdet med mennesker, er relationen helt afgørende, for at forstå dette arbejde, og for at få det til at lykkedes." (mellem ordene)
En anden vigtig faktor indenfor kommunikation er, at man altid kommunikerer. Selv hvis man prøver at undgå andre mennesker, ved f.eks. Kun at kigge ned i jorden når man går, kommunikere man til andre at man helst ikke vil tale eller i kontakt med dem. Og ikke nok med det, så kommunikere man endda også hele tiden ved altid at sende "signaler", såsom at smile, nikke eller på andre måder kommunikere med sit kropssprog (det non-verbale sprog). Derfor er værd at være bekendt med de signaler man altid (også ubevidst) sender, når man som professionel skal ud i samspil med andre mennesker.

Triadisk udgangspunkt:

• Det er umuligt ikke at kommunikere

• Vi kommunikere altid, både indhold og forhold

• Vi kommunikere altid på flere niveauer

• Samspil skal opfattes cirkulært

• Relationsperspektivet er fundamentalt.

Dette danner rammerne for en relations orienteret kommunikations teori.
Berit Bae 2004 :" Relationen mellem børn og voksne er af afgørende betydning for, om børnene finder sig til rette i børnehaven". Kvaliteten af relationen er central, og den kan fremmes i et fælles engagement i meningsfulde aktiviteter.